​Du får her en kort og grundlæggende gennemgang af hvordan et tandemspring forløber fra start til slut. Det kan variere lidt fra klub til klub, hvordan proceduren er, men punkterne herunder giver en god fornemmelse af, hvad du kan forvente:

  • Du møder op på pladsen, hvor du bliver mødt af en ansvarlig i klubben, som sørger for at tage imod dig og hjælpe dig i gang. Du vil også møde din tandeminstruktør her.
  • Herefter skal du udfylde nogle papirer og svare på spørgsmål om dit helbred, så det hele er på plads ift. forsikring.
  • Herefter bruger I ca. 20 minutter på en grundig instruktion og gennemgang af, hvad der kommer til at ske, fra I letter fra jorden, og til I lander igen. Her får du også udstyr på til at gennemføre springet.
  • Det er nu tid til at I skal ind i flyet. Her vil du sidde sammen med din tandeminstruktør. Du bliver placeret foran instruktøren, og du vil være fastspændt på ham eller hende.
  • I er måske ikke alene flyet. Der kan være andre springere med i flyet, som også skal have en tur i luften. Nogle af dem vil måske forlade flyet før jer. Hvis du har tilkøbt video, vil kameramanden også være med i flyet.
  • Når I skal forlade flyet, vil I ”møffe” jer hen til udgangen, hvor I hopper ud.
  • Her starter det frie fald på ca. 45 sekunder. Det lyder som længe, men det går virkelig hurtigt – husk at nyde det frie fald og udsigten.
  • I det frie fald larmer det meget grundet den høje fart, og det er stort set umuligt at snakke sammen.
  • Efter ca. 45 sekunder trækker instruktøren skærmen - det giver et lille ryk i kroppen, fordi skærmen folder sig ud. Herefter føles det, som I hænger stille i luften, og I kan uden problemer snakke sammen igen.
  • Hvis du har lyst, kan du prøve at styre skærmen.
  • Efter 5-10 minutter i luften med skærmen trukket, er det tid til at lande. Det sørger instruktøren selvfølgelig for sker sikkert.
  • Nu er springet og oplevelsen slut, og der kan uddeles highfives.

I videoen herunder kan du hvordan et tandemspring forløber og oplevelsen det giver.